Der er noget ved profeten Ezekiel, der drager mig. Gud viser sin herlighed for ham og taler til ham. Guds herlighed åbnes for ham og han får lov at se ind i Guds verden, hvor der er seks vingede engle med hjul, der har øjne. De har fire ansigter; et løve-, et menneske-, et ørne- og et okseansigt og de bevæger sig kun der, hvor ånden vil have dem til at gå. I vores verden giver det ingen mening – det skulle lige være, hvis det er fredag aften og jeg sidder i sofaen med min mand, spiser slik og hygger med en film med 6 vingede engle…

En ting mere med Ezekiel. Gud siger til ham, at han skal profetere til bjergene, vandløbene og dalene. Gud viser ham en dal fyldt med knogler og ber ham om at tale til dem. Ezekiel gør det. Det giver jo ingen mening. Bjerge og vandløb har ingen ører. Knogler er døde og kan ikke høre. Men Gud gør knoglerne levende, giver dem sin ånd og siger: “Så skal I forstå at jeg er Herren. Jeg har talt og jeg vil gøre det” (Ez.37, 14)

Jeg længes efter at forstå, at Gud er Herren. Jeg vil høre ham tale og se at han gør det han vil. Hans verden er helt anderledes end min. Han har seks vingede engle omkring sig, der bevæger sig, hvor ånden vil. Han bor i det høje og hellige og hos den der er nedbøjet. Hans rige er fyldt med umulige opgaver, kærlighed til det uperfekte, nåde til selv den værste morder og løsladelse for lænkede. I Guds rige sætter Han selv sit eget liv til for mig, der ikke engang ved, om jeg vil tro på ham. Han vender op og ned på alt det, der normalt giver mening.

Du og jeg er, som Ezekiel inviteret med. Han vil bruge min mund, mine hænder og han vil tale igennem mig. Så skal jeg forstå, at Han er Herren. Han har talt og Han vil gøre det.

Leave a Reply