Vores historie

[et_pb_section fb_built=”1″ _builder_version=”3.0.106″][et_pb_row _builder_version=”3.0.106″][et_pb_column type=”4_4″ _builder_version=”3.0.106″ parallax=”off” parallax_method=”on”][et_pb_text _builder_version=”3.0.106″]

Vi vil indgyde håb og mod til at tage nye skridt i det at være kirke i det 21. århundrede.
Håbet og modet har vi fået givet, For det hele begyndte med en drøm og en længsel efter noget mere.

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][et_pb_row _builder_version=”3.0.106″][et_pb_column type=”4_4″ _builder_version=”3.0.106″ parallax=”off” parallax_method=”on”][et_pb_testimonial author=”Peter Tingleff” job_title=”Præst” portrait_url=”http://kamillamaria.dk/wp-content/uploads/2018/04/1072611_605_0_0_0_0_0_2.jpg” _builder_version=”3.0.106″ background_layout=”light”]

Jeg drømte, at jeg var på en dejlig lejr. Alt var godt og hyggeligt. Men pludselig ændrede atmosfæren i lejren sig, og jeg blev sammen med en anden ført frem til en stor pool midt i lejren. Den var fyldt med iskoldt dødbringende vand.

Jeg så på, mens den første af os blev skubbet i vandet og folk tog opstilling omkring poolen og sørgede for, at han ikke kunne komme op. Jeg så hvordan han mistede livet, og jeg blev oprørt over det, men kunne ikke finde forståelse i de pæne neutrale ansigter omkring mig.

Det var nu min tur, og jeg vidste godt, hvad der ville ske. Jeg blev ført frem til kanten af bassinet. Men lige i det øjeblik jeg skulle skubbes i, vendte jeg mig rundt og med al den kraft, jeg kunne mønstre, slog jeg ham, som skulle til at skubbe mig. Jeg slog så hårdt, at han forsvandt, og jeg banede mig vej væk gennem menneskemængden, der var i oprør over, det jeg havde gjort.

Jeg fandt mig en plads for mig selv, mens jeg fornemmede, hvordan der blev talt rundt omkring i lejren. Da jeg så mig omkring, opdagede jeg, at lejren var omkranset af et trådhegn. Det havde jeg aldrig lagt mærke til før. Ikke langt fra mig så jeg, at der var et hul i hegnet, og jeg tænkte, at det måske var på tide at gå ud på den anden side.

Jeg begav mig derud og vendte hurtigt tilbage igen, men fornemmede at der ikke var nogen vej tilbage. Drømmen ender med, at jeg forlader lejren gennem hullet i hegnet.

Drømmens betydning
Efter drømmen spurgte jeg igen og igen Gud, hvad meningen med drømmen var. For jeg fornemmede, at Gud ville sige noget til mig gennem drømmen. Og gradvist gik det op for mig, at der lå et kald til mig i det. Et kald til at komme ud på den anden side af hegnet. Ud og forsøge at være kirke på en ny måde uden for det etablerede kirkeliv.

Og den bibeltekst, jeg havde i tankerne, var fra Lukas kap. 10,1-12. Det er en tekst om, hvordan de første disciple blev sendt ud til landsbyerne uden bagage og var afhængige af at finde ’fredens barn’, som ville tage imod dem. Ud fra dennes persons hus skulle de forkynde evangeliet og vise dets kraft i praksis.

Drømmen blev ved med at presse sig på, og til sidst tog jeg mod til mig og bankede på hos min biskop, Peter Fischer-Møller, velvidende at det var et mærkeligt ønske for en sognepræst at ville arbejde med kirke udenfor det etablerede kirkeliv.

Men da jeg var færdig med at berette om drømmen og mine tanker, mødte der mig en stor overraskelse. Peter sagde: ”det er meget interessant! For jeg har også haft en drøm”.

[/et_pb_testimonial][/et_pb_column][/et_pb_row][et_pb_row _builder_version=”3.0.106″][et_pb_column type=”4_4″ _builder_version=”3.0.106″ parallax=”off” parallax_method=”on”][et_pb_testimonial author=”Peter Fisher-Møller” job_title=”Biskop” company_name=”Roskilde Stift” portrait_url=”http://kamillamaria.dk/wp-content/uploads/2018/04/pfm.jpg” _builder_version=”3.0.106″ background_layout=”light”]

Biskop Peter Fisher-Møller havde en nat en drøm om at være ’kirke udenfor murene’:

Den dukker op en gang imellem, en drøm jeg havde for mange år siden. Det var et år, hvor jeg som relativt ny præst havde oplevet messefald i en af pastoratets kirker to gange på et par måneder, først langfredag og derefter Kristi Himmelfarts dag.

Kort derefter drømte jeg, at et menneske i nattens mulm og mørke gravede huller og placerede sprængstoffer under den prægtige gamle middelalderkirke. Lige efter morgenringningen springer kirken i luften og stiger til himmels – det ser ganske flot ud med sådan en flyvende kirke, skal jeg hilse og sige.

Næste søndag er gudstjenesterne så henlagt til parkeringspladsen foran Brugsen. Prædikestolen er erstattet med en omvendt ølkasse, døbefonten med den lokale vandhane og alteret med et til lejligheden fremskaffet campingbord. Beskedne forhold.

Til gengæld er folk mødt frem i stort tal. Der er propfuldt på pladsen, mummel og snak og hilsner, spændt forventning: hvad foregår der her? Så begynder det at ringe oppe fra himlen. Alle bliver stille, jeg står med rystende knæ op på ølkassen for at læse evangeliet – så vågnede jeg ved at morgenringningen er gået i gang.

Jeg kigger ud ad vinduet. Til min overraskelse ser jeg at kirken står der endnu, som den har gjort det de sidste 800 år, solidt plantet på jorden.

Drømmens betydning

Heldigvis er kirkebygningen ikke sprængt væk. Men der er brug for nogle mentale sprængninger i den måde vi tænker kirke på, den måde vi bruger kræfterne på, den måde vi har organiseret os.

Den danske Folkekirke er en forunderlig størrelse. Der er meget godt at sige om den.
Om den rummelige ramme, den gennem mange år har været, om meget forskellige teologiske og kirkelige holdninger, der selv følte sig hjemmehørende indenfor det ”evangelisk-lutherske”.

Om den høje medlemsprocent Folkekirken de fleste steder stadig kan opvise.
Om den dermed sammenhængende relativt gode økonomi, der muliggør ansættelse og aflønning af kvalificeret personale, enestående vedligeholdelse af en stor bygningsmasse – herunder ikke mindst de mere end 1500 middelalderkirker.

Og så foregår der også meget rundt om: Gudstjenester og kirkelige handlinger, andagter og ”kirkeår for begyndere”, konfirmationsforberedelse og minikonfirmander,  studiekredse og bibelmaraton, eftermiddagsmøder og pensionistudflugter, personlig vejledning og samtaler af mange slags.

Det er rigtig godt. Men spørgsmålet er om det er lige så godt, som det har været. Om det er godt nok. Om det kunne og burde gøres bedre

[/et_pb_testimonial][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]